Løb til arbejde: Sådan kommer du i gang

loeb-paa-arbejde.jpg

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan du kan komme i gang med at løbe selvom tiden er knap. Du kan se indlægget her.

En af de mest effektive metoder er at udnytte transporttiden til og fra arbejde til at få klaret dagens løbetur.

Samtidig er der ikke meget der slår følelsen af at møde på arbejde efter en løbetur. Energiniveauet er et helt andet, end hvis du har siddet i en bil, et tog eller en bus.
Og du udnytter transporttiden til samtidig at få motioneret. To fluer med et smæk. Smart.

Udfordringen er at få det implementeret i praksis. Der kan nemlig være en lang række indvendinger, der betyder at det ikke lige er så let, som det lyder:

…jeg har for langt (eller for kort) på arbejde
…der er ingen bad på mit arbejde
…det er min opgave at hente og bringe børnene
…hvad med skiftetøj, madpakke, arbejdscomputer og andet bagage?

Lad os tage dem én ad gangen.

Jeg har for langt (eller kort) på arbejde

Intet problem. Så cykler du eller kører du bare til du har, lad os sige, 5 km til dit arbejde. Her parkerer du og løber resten af vejen. Hvis du arbejder i centrum af en større by, slipper du oven i købet for en del af myldretrafikken, ligesom du måske får lettere ved at finde en parkeringsplads.

Har du så kort vej til arbejde, at du ikke mener, det kan betale sig at skifte til løbetøj, ja så løber du naturligvis bare en omvej.

Der er ingen bad på mit arbejde

Hvis ikke der er bad på din arbejdsplads, så er der to muligheder:

Mulighed nr. 1:

Du nøjes med at løbe hjem.

Mulighed nr. 2:

Du starter med at spørge dig selv, hvor vigtigt det er at få taget et bad? Hvor meget sveder du egentlig efter en løbetur?

Jeg har ikke bad på arbejde, men bruger lige 10 min på at dampe af før jeg skifter tøj. Jeg sveder alligevel ikke mere end efter en cykeltur i rask tempo. Det samme vil du formodentlig opleve, når først du er kommet i form.

Det er jo ikke meningen, at løbeturen til arbejde skal være hverken superhurtig eller superlang. Find et roligt tempo, hvor du stadig har masser af overskud og kan føre en samtale uden problemer. Og undlad at tag mere tøj på en højst nødvendigt.

Så er en smule sved det mindste problem. Inaktivitet er langt være. Tro mig.

Det er min opgave at hente og bringe børnene

Jeg selv løber til og fra arbejde dagligt året rundt med to børn i en løbevogn.
Børnene bliver afleveret cirka midtvejs i henholdsvis vuggestue og børnehave. Resten af turen foregår så uden vogn med en løberygsæk, hvor jeg har mit skiftetøj og den mest nødvendige bagage.
Det fungerer fremragende.

Det kræver naturligvis, at det giver mening rent logistisk.

Derudover skal du forberede dig på at blive stemplet som en smule skør.
De andre forældre og pædagogerne kender mig mest som ham løbetossen, de kun har set i løbetøj. Det overlever jeg nok. Og det gør du også.

Skiftetøj, madpakke, computer…

Hvor meget har du egentlig brug for? Skal du have hele nøglebundtet med eller kan du nøjes med et par nøgler? Kan du ikke lade arbejdscomputeren blive på kontoret? Overvej hvordan du kan optimere dit bagagebehov og derved have så lidt med, at det kan være i en løberygsæk.

Hvis viljen er der, er løsningen der også.

Et eksempel:

Thyge er en travl advokat, familiefar og bestyrelsesformand i en idrætsklub. Derudover er han en ivrig løber og for at få det hele til at hænge sammen, løber han til og fra arbejde.
Thyge kan naturligvis ikke udføre advokatgerningen iført løbetøj, men hvordan propper han lige et jakkesæt i løbetasken?
Det gør han naturligvis heller ikke, så han har sine jakkesæt til at hænge i et skab på arbejdspladsen.
Hver søndag aften kører han forbi kontoret med rene skjorter og jakkesæt og tager de beskidte med retur.
.
.
.

Er du stadig i tvivl om, hvordan du kan komme i gang med at løbe på arbejde? Så er du meget velkommen til at skrive en kommentar i feltet nedenfor eller sende en mail til rasmus@wedorun.dk.

Så skal vi nok finde en løsning sammen!

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!