Gæt: Hvad er det værste løbeunderlag, du kan løbe på (hvis du vil undgå skader)...?

photo-1571008887538-b36bb32f4571-edited

Okay, du får lige 3 valgmuligheder. Er det:

1) Skovstier

(Nej, skovstier er rigtig skånsomme mod dine ben og styrker ovenikøbet din stabilitet og balanceevne).

2) Græs

(Nix, heller ikke. Græs er faktisk det mest skånsomme underlag, og det anbefales fx at starte med at løbe på græs, når du er på vej tilbage efter en skade. Desværre har vi ikke så meget brugbart græs herhjemme - bortset fra fodboldbaner, som ikke just er spændende at løbe på).

3) Fortovet

(Jeps! Fortovet er lavet af beton, og beton er det absolut hårdeste underlag, du kan løbe på herhjemme. Jo hårdere løbeunderlaget er, jo større er risikoen for at blive skadet).

* * *

Lad os starte med at se på, hvorfor løbeunderlaget overhovedet spiller en rolle.

Løb er en vægtbåren sport, og når du lander på jorden, vil stødet, der forplanter sig gennem din krop, svare til 2-4 gange din kropsvægt alt afhængig af fart og underlag.

De fleste løbere tager omkring 180 skridt i minuttet. Vejer du 70 kilo, betyder det, at dine muskler og led i hvert ben får et stød på op til 280 kilo 90 gange i minuttet!

Det er hårdt for kroppen.

Prøv at forestille dig, hvor mange slag du får i benene under en løbetur.

Det akkumulerer sig skridt efter skridt i benene.

Hvis du kan mindske det stød, så kan det være forskellen på, om du bliver ramt af en skade eller forbliver skadesfri.

Hvis du løber på et blødt underlag, kan underlaget være med til at mindske det stød, der forplanter sig gennem dit ben.

Hvis det er hårdt, øger det stødets belastning på dit ben.

* * *

De fleste løbere har en tendens til at løbe på det samme løbeunderlag igen og igen uden at tænke nærmere over det.

Du er måske én af dem?

Det var jeg selv tidligere.
Altså indtil jeg blev opmærksom på, at fortovet, der var det underlag, som jeg løb langt de fleste af mine ture på, faktisk er det værste overhovedet, når det kommer til risikoen for skader!

Her er hvad du skal gøre i stedet:

Undgå så vidt muligt fortovet.

Hop ned på vejen eller cykelstien, så snart trafikken tillader det og benyt enhver anledning til at løbe i parker, skove og andre områder med grus- eller skovstier.

Det vigtigste er sådan set, at du er bevidst om de forskellige underlags fordele og ulemper. Og handler derefter.